Send sidePrint

Hvorfor arbejde internationalt?

Det er spændende at arbejde med folk fra andre lande, men der er også andre gode grunde til at bruge tid og penge på at hæve et projekt op på internationalt niveau.

Vi lever i en international verden
Et internationalt projekt er mere innovativt og langtidsholdbart
Kompetenceudvikling hos medarbejderne
Organisationen udvikles til at køre i internationalt gear
 

Vi lever i en international verden

Det er i dag et grundvilkår for både det offentlige og det private, at vores arbejde præges direkte af globale betingelser. At arbejde internationalt betyder, at man går efter at høste de positive effekter af dette. Samtidig bliver nuværende og fremtidige kunder og borgere stadig mere internationalt orienterede, og de forventer derfor et internationalt udsyn. At arbejde internationalt sender et signal om, at man er en moderne, åbensindet og tolerant organisation, hvilket kan have mange positive afledte effekter.

Et internationalt projekt er mere innovativt og langtidsholdbart

Ved at samarbejde med folk i lignende situation fra andre steder i Europa får man anderledes kompetencer ind over projektet. Det falder udefrakommende mere naturligt at stille spørgsmålstegn ved indgroede og måske hæmmende antagelser, og projektet har derfor mulighed for at blive mere innovativt. Samtidigt betyder samarbejde med internationale partnere, at projektet skal tænkes mere grundigt igennem, hvilket som regel vil gøre projektets resultater mere langtidsholdbare.

Den største gevinst ved at arbejde internationalt er ikke tilskuddet fra EU til projektet. Tilskuddet skal ses som en form for smørelse, der gør, at lokale og regionale aktører kan udløse potentialet i det europæiske samarbejde. Potentialet ligger i at få en ny og anden vinkel på projektet.

Kompetenceudvikling hos medarbejdere

En anden stor gevinst ved at indgå i et EU-projekt er opbyggelsen af kompetencer til at arbejde internationalt i det daglige. Hvis man har løst praktiske problemstillinger med folk fra forskellige kulturer og baggrunde, bliver man bedre til og mere åben for at hente inspiration udefra. Man får også et internationalt netværk af folk, der kan kontaktes for gode råd om håndtering af lignende problemstillinger.

Internationale konferencer er en forholdsvis nem og billig måde at opbygge internationale kompetencer og netværk på. Konferencer med eksempler fra udlandet kan også inspirere til nye projekter i ens egen organisation, virksomhed eller kommune.

Endelig vil et internationalt engagement kunne medvirke til at gøre det nemmere at rekruttere og fastholde højt kvalificeret arbejdskraft. For mange gør et internationalt engagement arbejdet mere spændende og udfordrende.

Organisationen udvikles til at køre i internationalt gear

At arbejde internationalt handler om at være åben for at tænke ud af boksen og udfordre antagelser fra dagligdagen, som måske ikke længere gælder. Denne indgangsvinkel kan nemt få en positivt afsmittende effekt på løsningen af andre opgaver, selvom det ikke sker i internationalt regi.

Man må imidlertid også indstille sig på, at beslutningen om at ville arbejde internationalt ikke føres igennem fra den ene dag til den anden. Det er en kompetence, man skal investere i at opbygge og holde ved lige.

Det kan betale sig at bruge tid på at arbejde internationalt på samme måde, som det kan betale sig at bruge tid på at forberede og brainstorme om et udviklingsprojekt. Selvom det tager tid, tjener den mere gennemtænkte og innovative løsning sig hjem på lang sigt.

 

  • Central Denmark EU Office
  • Avenue de Tervuren 35
  • B-1040 Bruxelles
  • tel: +32 2 230 87 32
  • fax: +32 2 230 89 52
  • e-mail: info@centraldenmark.eu
Designed by mouseketeers <:3)-